26 feb Anette læser Master of International Business på Monash University i Malaysia
Anette Kihlgast har læst HA, Erhvervsøkonomi – Strategisk kommunikation på Syddansk Universitet. I 2017 rejste hun og kæresten til Malaysia, hvor de begge læser Master of International Business på Monash University Malaysia. Malaysia er et populært studieland for internationale studerende, men for danske studerende er landet stadig en “up-and-coming” studiedestination og derfor har vi, i dette interview, bedt Anette give os et indblik i livet som dansk kandidatstuderende på Monash University Malaysia.
Hvorfor har du valgt af læse hele din kandidatuddannelse i udlandet?
Jeg greb ikke chancen for, at tage et semester i udlandet under min bachelor og besluttede mig derfor for, at tage til udlandet på min kandidat. Oprindeligt var planen, at det kun skulle have været et semester, men efter et møde med Studysea fik jeg øjnene op for muligheden for, at læse hele uddannelsen i udlandet. Jeg gik straks i gang med at researche og kontaktede derefter Studysea for yderligere inspiration og information. Det føltes bare rigtigt for mig at tage til udlandet. Muligheden for at bo under andre himmelstrøg og møde andre kulturer og ikke mindst muligheden for at rejse en masse rundt i Sydøstasien, mens man er studerende, var meget tiltalende.
Hvorfor har du valgt at læse på Monash University Malaysia?
Jeg valgte Monash University Malaysia, fordi jeg rigtig gerne ville have kvaliteten fra et australsk universitet, men samtidig gerne ville nyde godt at den geniale placering som Malaysia har i Sydøstasien. Monash er et højt-rangeret og anerkendt universitet og jeg gik meget op i at vælge et universitet af minimum samme standard som universiteterne i Danmark. Derudover er det bare super fedt, at lufthavnen i Kuala Lumpur er bindeledet til mange andre destinationer i Asien.
Du læser Master of International Business, hvorfor faldt valget på netop denne uddannelse?
Jeg valgte Master of International Business fordi den giver mig muligheder for, at udvikle kompetencer indenfor præcis det felt jeg interesserer mig for. Det er den perfekte overbygning på min bachelor i HA i forhold til det jeg gerne vil arbejde med, da der er meget fokus på strategi og ledelse i multinationale virksomheder, men samtidig er der også fag, der relaterer sig til marketing og økonomi. Så man får lidt hele pakken.
Hvordan er det at være studerende på Monash University Malaysia?
Det er først og fremmest meget lærerigt og spændende og så møder man mange forskellige mennesker. Både studerende og underviserer kommer fra hele verden, så alle kommer med forskellige kvalifikationer, der både udfordrer og udvider ens syn på verden. Derudover er der utrolig mange sociale aktiviteter man kan melde sig til, alt lige fra kinesisk undervisning, yoga, basketball og religiøse foreninger. Så hvis man er parat til at gribe mulighederne, så er der (næsten) ingen begrænsninger.
Hvordan vurderer du det faglige niveau?
Det faglige niveau er generelt ret højt. Det er slet ikke lige så almindelig i Malaysia at tage en kandidatuddannelse, som det er i Danmark, og derfor er de studerende meget mere ambitiøse og virkelig dygtige. Underviserne er meget professionelle og fordyber sig inden for deres felt. Underviserne kommer fra hele verden og der er stor forskel på måden de underviser på, hvilket giver en god afveksling.
Hvordan er forholdet mellem studerende og undervisere?
Forholdet mellem de studerende og underviserne er meget tæt. Mange underviserer kender allerede ens navn fra første dag, og generelt er tonen meget uformel. Jeg føler det er vigtigt for underviserne, at de kender deres studerende, så de har mulighed for at lægge op til diskussioner og inddrage klassen mest muligt.
Hvordan er det at bo og studere i Kuala Lumpur og Malaysia?
Malaysia er et fantastisk land med utallige muligheder. Når man bor i Kuala Lumpur har man følelsen af, at der virkelig er styr på tingene modsat mange andre storbyer i Sydøstasien. Det er et meget multikulturelt land, så det tog mig rigtig lang tid at lære, hvordan en lokal egentlig ser ud, da de både kan ligne indere, kinesere og indonesere. Men det er helt vildt spændende at bo i et land med så mange kulturer samlet på et sted. Der er jo ikke den helligdag eller festival de ikke fejrer. Derudover er det også et utrolig spændende land at rejse rundt i, fordi der er så enorm stor forskel på at være i de større byer, som Kuala Lumpur, og på at være ved kystbyerne på både øst- og vestsiden. På blot et par timer kan man køre til højlandet og se te-plantager, tage på vandretur i regnskoven eller sejle til små bounty øer og nyde hvide sandstande.
Kan du give os et indblik i din hverdag?
Jeg har undervisning 3-4 dage om ugen, svarende til gennemsnitlig 12 timers undervisning. En af de store forskelle er, at man selv planlægger sit skema hvert semester. Det er ikke fastlagt hvilke fag du tager på hvilke semestre. Man har blot nogle kernefag, som man skal have i løbet af uddannelsen og derudover har man nogle valgfag, som man selv vælger fra enten ens egen fakultet eller man kan søge om godkendelse af fag fra andre fakulteter. Det giver mulighed for at skræddersy og strukturere ens uddannelse og fritid. Udover skole bruger jeg meget tid på, at tage rundt og opleve byen både hvad angår mad, kaffebarer, shopping og kulturelle seværdigheder. Derudover er der også masser af muligheder for at dyrke sport. Jeg går blandt andet til yoga og styrketræning i et fitnesscenter og så er jeg medlem af en entreprenørklub, hvor jeg er med på virksomhedsbesøg rundt omkring i Kuala Lumpur.
Hvordan bor du?
Jeg er så heldig, at min kæreste og jeg læser det samme, så vi bor sammen i en stor lejlighed, som ligger 700 meter fra universitetet. Der er utallige muligheder for at bo fedt i området tæt på universitet, hvad end man ønsker at bo på kollegium eller i egen eller delelejlighed. Forholdene er generelt rigtig gode, og uanset hvor man vælger at bo er der oftest faciliteter som pool, motionsrum og en lille kiosk med basisvarer tilknyttet boligkomplekset. Min kæreste og jeg betaler ca. 5.500 kr. pr. måned for 130 kvm. og har eget køkken, to badeværelser, to soveværelser, stor stue og egne vaskefaciliteter. Men der er også billigere lejligheder, hvis man kommer alene og ønsker at have sin egen lejlighed. Ellers kan man leje et værelse for ca. 1.500-2.500 kr. pr. måned.
Er der nogle sproglige udfordringer med at begå sig blandt de lokale?
De lokale i de større byer i Malaysia snakker generelt rigtig godt engelsk. Mange af de studerende har gået på internationale skoler og snakker engelsk til dagligt med deres familier og venner. Hvis man bevæger sig længere væk fra storbyerne kan der være tendens til færre, som snakker godt engelsk, men stort set alle forstår lidt. Jeg har aldrig stået i en situation, hvor man hverken kunne bestille mad eller spørge om vej og generelt vil de rigtig gerne snakke med fremmede.
Hvordan får du det til at hænge sammen økonomisk i forhold til studieudgifter og leveomkostninger?
Som dansker er man meget priviligeret, da man både kan få udbetalt SU og udlandsstipendium mens man studerer i udlandet. Her i Malaysia rækker en SU en del længere end i Danmark, og afhængigt af hvordan man bor kan den sagtens dække udgifter til bolig og mad. Udlandsstipendiet, for mit vedkommende, dækker omkring 2/3 af uddannelsesafgiften, men dette afhænger også af den valgte uddannelse. Derudover brugte jeg en del tid inden jeg tog afsted på at søge legater, hvilket jeg virkelig vil anbefale. Det gør det hele lidt sjovere at tage af sted, hvis man har lidt ekstra penge på lommen.
Har du gjort dig tanker om hvad du skal når du er færdig med din uddannelse?
Alle drømmer vel om fremtiden… Men det er svært at spå hvad der kommer til at ske. Jeg ved, at jeg flytter tilbage til Danmark, og så håber jeg selvfølgelig på at få verdens fedeste job. Mere ved jeg ikke. Endnu. Lige nu sørger jeg bare for at nyde min sidste tid her, for inden jeg får set mig om er sidste semester slut og så skal jeg vinke farvel til min skønne lejlighed, det dejlige vejr og alle de fantastiske mennesker jeg mødt jeg på min vej.
Vil du anbefale andre at læse på Monash University Malaysia?
Ja, helt klart! Nu har jeg selvfølgelig ikke prøvet at tage en hel kandidatuddannelse i Danmark, men jeg føler virkelig jeg har fået mange ekstraordinære oplevelser med i bagagen ved at læse på Monash.
Har du andre anbefalinger?
Tag afsted! Og nyd det! Tiden flyver afsted og inden du får set dig om har du en uddannelse og er en masse fantastiske oplevelser rigere.
For mere information og vejledning
Tak til Anette for at give os et indblik i hverdagen på Monash Malaysia og for de fine billeder. Vi ønsker Anette et fortsat godt ophold i Malaysia! Lyder Monash University Malaysia som noget for dig? Som universitetets officielle repræsentant i Danmark, kan Studysea gratis vejlede dig omkring studiemuligheder, ansøg og optagelse på Monash University Malaysia. Kontakt os i dag eller book et vejledningsmøde.
Vil du også læse på Monash University Malaysia?