Maskinmester studieophold på eliteuniversitet i Australien

maskinmester studieophold australien

Maskinmester studieophold på eliteuniversitet i Australien

Simon Frederik Lund læser til maskinmester på Fredericia Maskinmesterskole og har læst et semester på Monash University i Australien. Læs om Simons oplevelser og anbefalinger i dette interview.

 

Fra Fredericia til Melbourne

Han er netop vendt hjem fra sit studieophold i Australien hvor han har læst et semester på Monash University. Monash er, med over 60.000 studerende, Australiens største universitet. Som medlem af Group of Eight (Australiens Ivy League) og med en ranking blandt verdens 100 bedste universiteter, betragtes Monash som et eliteuniversitet i Australien og globalt. Monash University ligger i den australske storby Melbourne som ifølge The Economist er verdens bedste by at leve i. Det lyder storslået, imponerende og ret fedt. Men hvad betyder det egentlig? Vi har spurgt Simon Lund Frederik om hans oplevelser på Monash University som han har læst på som en del af hans maskinmesteruddannelse fra Fredericia Maskinmesterskole.

simon frederik lund maskinmester udveksling

Hvorfor har du valgt at læse i udlandet?

Jeg trængte til at komme ud af osteklokken derhjemme, og komme lidt ud af min comfortzone. Jeg elsker at rejse, og her var muligheden for at kombinere rejser og studie.

Hvad har været det bedste ved at studere på Monash University?

Underviserne generelt er meget kvalificerede, og størstedelen af dem er meget engagerede og hjælpsomme. Generelt får man et indtryk af at universitetet er drevet professionelt, der er styr på tingene, og der bliver lyttet til, og handlet på, den kritik der gives.

Hvordan er undervisningen anderledes end i Danmark?

Undervisningen her er MEGET fokuseret på metode. Det er desuden tydeligt at mærke på undervisningen at den følgende eksamen oftest er skriftlig, uden hjælpemidler. Det mærkes ved at undervisningen i stor grad er møntet på at man skal memorere pensum snarere end forstå det og kunne anvende det.
den ældre generation af undervisere foretrækker i stor grad at forholdet til dem er ret formelt, mens langt størstedelen af de yngre undervisere tager det noget løsere med formerne.

Hvilke oplevelser fra dit ophold skiller sig specielt ud?

Jeg har i min tid her rejst meget rundt i landet, og Australien er et fantastisk land at rejse rundt i. Jeg er meget glad for at jeg købte en bil for den tid jeg har været her, da den offentlige transport praktisk talt kun eksisterer i byområderne.

Hvad er det bedste ved at bo i Melbourne?

Jeg har boet på campus, med ca 45 til 55 minutter med offentlig transport ind til Melbourne centrum. Der er fordele og ulemper ved at bo på campus, men jeg har generelt været glad for det. Her er et hav af klubber og faciliteter til fri eller billig afbenyttelse, samt et campuscenter med bank, posthus, frisør, læge m.m. det gør det dejlig nemt at kunne gå til alting. Campus ligger sydøst for Melbourne, og herimellem ligger f.eks. stranden ved St. Kilda, og botanisk have. Det tager ca. 20 minutter med bus til stranden, hvilket er rigtig lækkert på de varme sommerdage.

Er der mange sociale aktiviteter i byen eller på universitetet?

Der sker altid noget i Melbourne, så hvis man formår at finde ud af hvad der sker, hvor, og hvornår – det har jeg selv haft noget svært ved. Langt størstedelen af de sociale aktiviteter der er på universitetet sker gennem de klubber og foreninger som er her, så det er i meget stor grad op til en selv hvor mange aktiviteter man ønsker at involvere sig i. Der er desuden en del sociale aktiviteter i den hall man bor i, hvis man vælger at bo på campus.

Vil du anbefale andre at studere i udlandet via Studysea og i så fald, hvorfor?

Jeg vil klart anbefale at bruge Studysea. Det er en meget professionel håndtering af ansøgninger og udførlig vejledning i hvad der har været af spørgsmål og udfordringer undervejs i processen.

 

Vil du også læse på Monash? Få gratis vejledning og hjælp til din ansøgning