
28 apr Sygeplejerske læser Master i internationale relationer i udlandet
Hvad gør man, når man har været sygeplejerske i næsten 20 år, og stadig er nysgerrig på verden? For Theresa blev svaret en kandidatuddannelse i International Relations på Webster University i Athen.
“Jeg valgte en master i International Relations, fordi jeg synes, internationalt samarbejde er spændende – især hvordan det påvirkes af både interne og eksterne faktorer. Samtidig interesserer jeg mig for kommunikation og relationer på tværs af forskellige kulturer og samfund”
Sammen med sin mand pakkede hun taskerne og flyttede til Grækenlands hovedstad – ikke kun for at læse videre, men for at åbne døren til nye karrieremuligheder og opleve en ny livsstil. “Efter knap 20 år indenfor det sygeplejefaglige område, ville jeg gerne læse videre. Jeg ønskede andre muligheder end i Danmark, og samtidig havde jeg en drøm om at bo i udlandet. Derfor virkede det naturligt for min mand og mig, at mit karriereskift startede i udlandet, hvor jeg kunne vælge andre muligheder end kun sundhedsfaglige kandidater” fortæller hun.
Bygger videre på erfaringen
Selvom Theresa har valgt at forlade sygeplejefaget, har hun fundet måder at anvende de mange kompetencer, hun har opbygget gennem sin erfaring som sygeplejerske. De færdigheder, som hun har arbejdet med i praksis, er nu noget, hun aktivt trækker på i sit nye studie. Theresa ser sin sundhedsfaglige baggrund som en styrke, som hun kan bygge videre på i den nye faglige kontekst.
“Som sygeplejerske har jeg kompetencer indenfor bl.a. kommunikation, konflikthåndtering, dynamikker, samarbejde og analyse. Jeg bruger disse færdigheder i mit studie, og de vil også være værdifulde i mit fremtidige arbejdsliv, hvor de kan kombineres med de nye internationale kompetencer, jeg opnår”
Hun håber, at hendes nye uddannelse kan føre til et job, hvor hun kan kombinere sin sundhedsfaglige baggrund med sine nye kompetencer – måske endda som diplomat.
Et internationalt studiemiljø med nærvær
Theresa læser på Webster University Athens, den græske afdeling af det anerkendte amerikanske universitet, der har campus midt i det historiske kvarter Plaka i hjertet af Athen – med udsigt til Akropolis og kort afstand til byens pulserende liv. Her får man ikke kun en uddannelse, men også en hverdag midt i én af Europas mest levende og historiske storbyer.
Et af højdepunkterne for Theresa har været deltagelsen i et ambassadør-kursus, hvor studerende får mulighed for at møde og stille spørgsmål til forskellige ambassadører. Kurset har givet hende unikke indblik i diplomati og internationale relationer – og ikke mindst har det ført til, at hun fik udgivet en artikel. Også det tætte og nærværende studiemiljø er noget af det, Theresa sætter stor pris på.
“Alle hold er små, og vi er omkring 10-13 studerende i klasserummet. Det er dejligt i et læringsmæssigt perspektiv. Campus er lille, så derfor lærer man hurtigt hinanden at kende, og det er overskueligt i et ellers nyt land”
Webster University er kendt for sine små hold, det personlige læringsmiljø og en engagerende undervisningsform, hvor underviserne er tilgængelige og nærværende. Og selvom Webster er et privat amerikansk universitet, er studieafgiften i Athen den laveste i hele universitetets globale netværk!
En ny hverdag i Athen
Theresa bor med sin mand i en møbleret lejlighed tæt på Athen centrum, kun tre kilometer fra universitetet. Det har givet dem mulighed for hurtigt at falde til og samtidig have kort afstand til både universitetet og byens mange kulturelle tilbud. “Vi var heldige at finde en god udlejer hurtigt, og vi valgte en møbleret lejlighed, da vi kun skal bo her i de to år, jeg studerer,” fortæller Theresa.
Livet i Athen byder på en afslappet atmosfære, som kan være en udfordring i visse situationer, især for en dansker, men hun sætter stor pris på de kulturelle oplevelser og naturen omkring Athen. “Jeg elsker at besøge de lokale markeder og nyde de små hverdagsoplevelser, som man kun får, når man bor i udlandet,” siger Theresa. Udover de kulturelle oplevelser, som Athen har at byde på, værdsætter hun også de historiske steder og museer, hvor der ofte er gratis adgang. “Det er fantastisk at bo i en by med så meget historie, og vi elsker at udforske de mange gratis aktiviteter, der er tilgængelige,” tilføjer hun.
Vejledning og mod til at tage springet
Theresa søgte ind via Studysea og fremhæver den støtte og vejledning, hun fik hele vejen – fra den første idé om en master i udlandet til hun stod med fødderne plantet i Athen. “Det var en stor hjælp at få støtte hele vejen igennem,” fortæller hun.
Hendes råd til andre, der overvejer at videreuddanne sig i udlandet?
“Spring ud i det, hvis du har mod på og lyst til at prøve noget nyt, samt ønsker at blive personligt udfordret”
Kontakt Studysea og få gratis vejledning om Webster University eller et af vores andre universiteter
Få udlandsstipendium med fra staten til finansieringen
I Grækenland skal du selv betale studieafgift (tuition fees), når du læser på universitetet, men hvis din uddannelse er godkendt på SU’s Fast Track-liste, og du er SU-berettiget, kan du søge både SU og udlandsstipendium til at dække en del af udgifterne. Hvis din ønskede uddannelse ikke allerede er på Fast Track-listen, kan det være en langsommelig proces at få den godkendt. Heldigvis er det noget, vi hos Studysea har stor erfaring med, og vi hjælper dig gerne.
Udlandsstipendiet dækker helt eller delvist dine studieafgifter. Hvor meget, du kan få, afhænger af, hvad en tilsvarende uddannelse ville koste i Danmark. Det betyder, at beløbet varierer alt efter, hvilken uddannelse du vælger. Du har også mulighed for at supplere udlandsstipendiet med et udlandsstudielån fra staten, som kan dække den del af studieafgiften, der ikke er dækket af stipendiet. Derudover findes der mange private legater, du kan søge for at få ekstra støtte. Læs mere om finansiering.