Amalie læser en Professionsbachelor i Design og Business på Københavns Erhvervsakademi. Da muligheden for et studieophold i udlandet opstod, greb hun chancen og flyttede sine studier til verdensbyen New York i et semester. Hun endte på Berkeley College, som med sin centrale placering midt på Manhattan og spændende fag inden for PR, fashion og retail passede perfekt til hendes interesser og danske uddannelse. Læs med og få et indblik i Amalies oplevelser med studieliv, netværk og hverdagen i “The Big Apple”.
Jeg valgte Berkeley College, fordi det havde en god placering midt på Manhattan og tilbød fag, der passede perfekt til min uddannelse i København. Derudover er New York et globalt centrum for mode, medier og design, hvilket er områder, som har stor betydning for min faglige og karrieremæssige retning. Og så er der selvfølgelig det kulturelle. Jeg elsker, at jeg spontant kan tage på The Met eller MoMA og blive inspireret af moderne kunst og design. Det hele gør byen – og dermed også universitetet – til et unikt sted at studere.
Der er mange sociale aktiviteter både på Berkeley College og i New York. På universitetet er der et væld af klubber, man kan melde sig ind i, lige fra faglige netværk til kreative fællesskaber, hvilket gør det nemt at møde nye mennesker med samme interesser. Når det kommer til byen, er mulighederne nærmest uendelige. New York byder konstant på events, udstillinger og koncerter, så man skal ikke lede længe efter nye oplevelser eller bekendtskaber. I det hele taget har muligheden for at udvide mit netværk under mit studieophold været fantastisk, især fordi der er så mange internationale studerende. Det har været utroligt spændende at møde mennesker fra hele verden og få indblik i, hvordan de arbejder og tænker inden for deres fagområder. Underviserne har også opfordret os til at opbygge netværk og har anbefalet, at vi opretter forbindelse på LinkedIn for at holde kontakten og følge hinandens rejser videre.
En af de ting, jeg har brugt mest tid på i fritiden, har helt klart været at løbe ture i Central Park. Det har været en fantastisk måde at koble af på midt i storbyen og samtidig opleve den smukke natur midt i New York. Jeg har også været til flere sportsevents som basketball og baseball, og det har virkelig været en særlig oplevelse. Sport fylder utrolig meget i den amerikanske kultur, og stemningen til kampene er noget helt andet end det, vi kender hjemmefra. Det har været en sjov og autentisk måde at opleve kulturen på. Derudover har jeg været på ture med min veninde til blandt andet Texas for at opleve mere af USA. Vi lejede også en bil og kørte en weekend til Washington for at besøge hovedstaden. Det er fascinerende, hvor forskellige staterne er og det føles næsten som at rejse til et nyt land, hver gang man krydser en statsgrænse.
Processen har været super nem. Jeg er taget på udveksling som freemover fordi mit studie i København ikke havde et samarbejde med et universitet i New York. Jeg var lidt nervøs for at det ville blive en besværlig proces, men det var super simpelt og Studysea stod for det meste. Jeg vil helt sikkert anbefale andre at søge via Studysea. De har været en utrolig stor hjælp gennem hele processen. De har ikke kun besvaret alle de spørgsmål, jeg havde, men også stået for det praktiske omkring hele mit ophold og sørget for, at alt med skolen i New York var på plads. Det har gjort det meget nemmere og mere trygt at tage springet til at studere i udlandet.
Vil du også studere i udlandet? Få gratis vejledning via Studysea
Amalie Munk
Omni Channel Retail Management, PR and Event in Fashion, International Business, Principles of Managment, Entrepreneurship