Sophie Hartung har to bacheloruddannelser fra Aarhus Universitet i Fransk sprog, litteratur og kultur og journalistisk formidling og Arabisk og islamstudier. Da hun drømte om at læse kriminologi, men ikke havde en bachelor, der opfyldte adgangskravene i Danmark, rettede hun blikket mod udlandet. Valget faldt på Manchester Metropolitan University (MMU), som tilbød en uddannelse, der var som skræddersyet til hendes ønsker. Læs om Sophies oplevelser og anbefalinger, som dansk kandidatstuderende, i den engelske storby Manchester.
Faktisk af en meget simpel grund: Jeg havde en drøm om at læse kriminologi, og det var ikke en mulighed for mig at læse denne uddannelse i Danmark. Den udbydes kun på ét universitet, har begrænsede studiepladser og derudover opfyldte min bacheloruddannelse desværre ikke adgangskravene. Jeg havde hørt en masse godt om Manchester, og det motiverede mit valg yderligere.
For mig er det bedste ved Manchester Metropolitan University helt klart fagene, menneskene og supporten. Min uddannelse har fokus på ’hands on’, hvilket gør selv tør teori spændende, da vi får mulighed for at anvende den i praksis i stedet for blot at læse om den. At jeg er glad for hvert eneste fag, har jeg først og fremmest mine undervisere at takke for. Deres indsats og præsentation af indholdet gør det til en ren fornøjelse at forberede sig og møde op til undervisningen. Og når det alligevel bliver svært indimellem, er der god mulighed for at blive understøttet. Der er hjælp at hente til det hele – fra workshops i oplæsning, notatteknik og akademisk engelsk til vejledning fra undervisere og feedback på eksamensopgaver fra Study Skills (inden aflevering!). Derudover er fortrolige samtaler om mentale udfordringer samt forlængelse af afleveringsfrister også tilgængelige for alle. Denne pakke udstyrer én med de bedste forudsætninger til succes og til at få det meste ud af uddannelsen – hvilket i sidste ende jo er det, man er der for.
Universitetet tilbyder utallige muligheder for at udvide ens sociale (og faglige) netværk. Der findes klubber (societies) til enhver interesse, hvor man kan tilmelde sig og møde ligesindede studerende. Især de mange sportsklubber er blandt de mest populære. Jeg blev selv medlem af Taylor Swift society, hvor jeg mødte en af mine gode veninder. Foruden societies er der en masse sociale arrangementer af forskellig karakter (alt fra kreative timer til temafester), som man kan deltage i – og som for det meste er gratis. De sociale muligheder i Manchester er også mange – og udvalget stort. Nogle ting bliver man nemt opmærksom på, andre kræver lidt mere initiativ på egen hånd, men hvis man leder på især de sociale medier, kan man finde tilbud på nærmest alt. For eksempel findes der et værksted, hvor man gratis kan være kreativ med træ, farver eller hvad end hjertet begærer, og de har forskellige projekter kørende, som man gerne må deltage i. En social aktivitet, jeg selv er blevet glad for, er Timeleft – en app, hvor du kan booke dig ind på en ’dinner with strangers’. Derefter bliver man sat sammen på en restaurant med en lille gruppe mennesker, der har de samme samtaleinteresser som én selv. Et fedt koncept!
Manchester er stor og har en masse at byde på – fra sport, musik og kultur til mad. Alligevel er centrum lille nok til at man (med en smule tålmodighed) kan nå alle steder på gåben. Området, som byen ligger i, er også ret genialt, da man er tæt på næsten alt. London, Liverpool, Edinburgh – og selv Paris er inden for en nær rækkevidde med en 5-6 timers togtur. Jeg er blevet glad for England som land. Menneskerne er imødekommende og hjælpsomme, og der er fede rejsedestinationer i både charmerende byer og flot natur.
Alt er godt ved at søge igennem Studysea! Usikkerheder, betænkeligheder og selv de mest ’dumme’ spørgsmål i forbindelse med den store beslutning om at tage til udlandet, bliver mødt med forståelse og tålmodighed. Lige meget hvor langt i processen man er, så kan man hoppe med på vognen og blive understøttet i at nå i mål. Jeg vil helt klart anbefale enhver at søge igennem Studysea!
Vil du også studere i udlandet? Få gratis vejledning via Studysea
Sophie Hartung
Fransk sprog, litteratur og kultur og journalistisk formidling
Arabisk og islamstudier