fbpx

Kandidat i udlandet: Hvad med økonomien?

kandidat i udlandet finansiering

Kandidat i udlandet: Hvad med økonomien?

Økonomien er måske det der afholder de fleste danskere fra at tage sin kandidat i udlandet. Hvad koster det egentlig og hvilke muligheder har man for at finansiere sine studier?

Disse spørgsmål besvares i artiklen her af Mickey Kromann-Jensen som er international uddannelseskonsulent og stifter af Studysea. Denne artikel er anden artikel i vores artikelserie ”Kandidat i udlandet” som giver inspiration og gode råd til dig som overvejer at læse en hel kandidatgrad i udlandet.

Dan dig et overblik over dine udgifter

I Danmark er vi vant til at uddannelse er gratis, men sådan er det sjældent i udlandet. Derfor kan det hurtigt blive en større investering når man rejser ud for at læse en hel kandidatgrad. Det er alligevel vores erfaring at de fleste som kaster sig ud i det, sjældent fortryder, da helt nye døre åbnes. De største udgifter der er forbundet med studier i udlandet er undervisningsafgiften og leveomkostningerne. Her får du nogle tips til hvordan disse udgifter kan nedbringes.

Kend dine muligheder for finansiering

Studerende som rejser til udlandet for at læse en hel kandidatuddannelse (mastergrad) har mulighed for at få både udlandsstipendium og udlandsstudielån til at finansiere undervisningsafgiften på den udenlandske uddannelsesinstitution. Dertil kommer SU og SU-lån til finansiering af dine leveomkostninger. Legater, scholarships og studiejobs er også med til at nedbringe din egenbetaling.

Tag din SU med til udlandet

Hvis du er berettiget til SU, kan du i de fleste tilfælde tage din SU med når du læser en hel kandidatuddannelse i udlandet. Den uddannelse du søger om støtte til skal godkendes til SU. Ansøgningsprocessen tager ca. 2,5 måneder og du skal selv søge online på MinSU. Studysea hjælper dig med at indsamle den dokumentation du skal bruge fra vores partneruniversiteter. Du kan tjekke i SU’s Fast Track liste om din ønskede uddannelse allerede er godkendt. Er den det, behøver du ikke at søge om godkendelse igen, men kan nøjes med at søge om SU.

Læs mere om hvad du skal opfylde for at være berettiget til SU eller hvordan du får din uddannelse godkendt til SU. Se også de gældende SU satser.

Supplér med SU-lån

Har du behov for det kan du også få SU-lån, såfremt du er berettiget til SU. Det er et bedre alternativ end at låne pengene privat, da renterne er lavere. Tilbagebetaling starter 1. januar et år efter udgangen af det år du afslutter din uddannelse. På SU’s hjemmeside kan du læse mere om tilbagebetalingsreglerne og hvad du kan låne.

Udlandsstipendiet kan finansiere din undervisningsafgift

Når du som SU-berettiget søger ind på en hel uddannelse i udlandet på kandidatniveau, har du også mulighed for at søge om udlandsstipendium. Udlandsstipendiet svarer til det beløb staten betaler en dansk uddannelsesinstitution for en tilsvarende uddannelse (taxametertaksten). Derfor afhænger beløbet af hvad du læser. For eksempel vil en handelsstuderende kunne få op til kr. 45.000 om året og en ingeniørstuderende op til kr. 94.900 efter nuværende satser. Det er selvfølgelig SU-Styrelsen som endeligt afgør hvad du kan få. Dit udlandsstipendium kan aldrig overstige den undervisningsafgift som opkræves af det udenlandske universitet. Husk også at du maksimum kan få udlandsstipendie i to år. Har du f.eks. allerede læst et semester i udlandet under din bachelor med udlandsstipendium, kan du kun få støtte i 1,5 år til din mastergrad.

Udlandsstudielånet dækker differencen

Kan du ikke få dækket hele undervisningsafgiften af udlandsstipendiet har du mulighed for at få udlandsstudielån. Udlandsstudielånet dækker differencen mellem udlandsstipendiet og undervisningsafgiften. Dog kan du maksimalt låne kr. 100.000. Lånet tilbagebetales efter samme regler som det almindelig SU-lån.

Søg legater

Det kan godt betale sig at kaste sig ud i legatsøgningen. Tag dig tid til at skrive en god standardansøgning som du senere kan målrette mod fonden du søger støtte fra. Fondene modtager rigtig mange ansøgninger fra studerende som vil til udlandet og læse. Sørg derfor for at din ansøgning er unik og klart beskriver hvorfor legatet skal gå til lige netop dig. Husk at søge i god tid. Mange legatfonde modtager også ansøgninger fra studerende efter uddannelsen er påbegyndt. Studysea giver dig gerne flere gode råd og vejledning. Der findes mange hjemmesider som f.eks. Studerende Online hvor du kan finde en samlet oversigt over de legater du kan søge. Du kan også låne Legathåndbogen på biblioteket.

Husk også at tjekke med din egen uddannelsesinstitution om de har information om legater til studerende som læser videre i udlandet.

Scholarships fra universiteterne

Mange universiteter tilbyder studerende scholarships. Det er et stipendium som ofte fungerer som et nedslag i undervisningsafgiften. Kriterierne for at få et scholarship varierer fra universitet til universitet. Gode karakterer er en fordel, men det er ikke altid en nødvendighed. Flere af vores partneruniversiteter tilbyder scholarships. For eksempel har Roosevelt University scholarships til en værdi af $1.000 til $4.000 om året for studerende med gode karakterer fra bachelorgraden. Universitetet tilbyder desuden graduate assistantships, hvor studerende mod et deltidsjob på campus får betalt hele eller dele af undervisningsafgiften samt et årligt stipendium. Mulighederne er altså mange. Tag en snak med din Studysea vejleder og find ud af hvilke scholarships du kan søge ved vores partneruniversiteter.

Tag et studiejob

Tag et studiejob og tjen lidt ekstra penge ved siden af studierne. Ikke alle lande tillader studerende at arbejde ved siden af studierne, men i både Australien og USA har du muligheden, dog er der visse begrænsninger. Et studiejob er også med til at give dig erhvervserfaring fra udlandet og styrker derved dit CV.

Lån penge fra banken

Da du ikke kan være sikker på at få legater og studiejobs, bør du altid have en backup plan. Tag en snak med din bank og find ud af hvilke finansieringsmuligheder du har. De fleste banker har lån og kassekreditter som henvender sig til unge mennesker og studerende.

Nedbring din studietid

I Danmark tager en kandidatgrad normalt to år, men i mange andre lande er det ikke ualmindeligt at gennemføre en mastergrad på blot 1 år. Det kan du f.eks. gøre på Curtin University i Singapore. På den måde kommer du hurtigere igennem din uddannelse og dermed hurtigere ud på arbejdsmarkedet hvor du kan tjene penge. Samtidigt sparer du et års leveomkostninger. En et-årig mastergrad ses ikke nødvendigvis som mindre værd end en to-årig dansk kandidatgrad. I mange tilfælde er uddannelsen blot mere intensiv. På Curtin University studerer du f.eks. 3 semestre på et år da du også læser henover sommeren.

Hvad koster det at læse en kandidat i udlandet?

Før du kan søge om økonomisk støtte som bl.a. legater, skal du selvfølgelig danne dig et overblik over hvilke udgifter du får. Studysea kan sende dig en budgetskabelon, som kan give dig et overblik over de udgifter du kan forvente i forbindelse med dit uddannelsesforløb.

Eksempler på udgifter

Udgifterne i forbindelse med at læse en kandidat i udlandet afhænger i høj grad af hvor du tager hen. De mest populære studielande som Australien og USA er typisk de dyreste fordi både leveomkostninger og undervisningsafgifterne er relativt høje. I grafen forneden sammenligner vi udgifterne ved nogle af vores partneruniversiteter hvor vi tager udgangspunkt i en mastergrad i business. Vær opmærksom på at beløbene illustreret her kun er vejledende.

graf budget til SU studerende til udlandet

Som du kan se af grafen skal du regne med at smide ca. en halv million kroner til studie-, rejse- og leveomkostninger for at læse en master på Curtin University i Sydney. Du har selvfølgelig mulighed for at arbejde ved siden af dine studier og når leveomkostningerne er høje så er lønnen det som regel også. Og husk nu at selv om leveomkostninger er høje i både USA og Australien, så er de stadig oftest lavere end i Danmark.

I Sydøstasien får du mest for pengene

Thailand og Malaysia er eksempler på steder hvor du får mest for pengene. Det skyldes at leveomkostningerne er rigtig lave. Disse lande tilbyder et bredt udvalg af spændende uddannelser og der er endvidere mulighed for at få en mastergrad fra et amerikansk eller australsk universitet. I Thailand kan du f.eks. læse din kandidat på Webster University. Her er størstedelen af de studerende amerikanske og dit eksamensbevis bliver udstedt af Webster University i St. Louis, Mississippi, mens du betaler meget mindre end hvis du havde gennemført uddannelsen i USA. Vælger du at læse din kandidat på Webster University i Thailand, kan du næsten lave en forretning ud af det. Leveomkostningerne er nemlig så lave i Thailand at du med din SU nemt kan lægge penge til side som så kan dække ekstraudgifterne til undervisningsafgiften og rejsen. Det er faktisk dyrere at blive hjemme!

Vi håber at denne artikel har givet dig et overblik over udgifterne samt finansieringsmuligheder i forbindelse med at læse en hel kandidatgrad i udlandet. Husk at selvom du ikke får alt dækket via udlandsstipendium og SU, er der rigtig gode muligheder for at få legater. Skulle du alligevel ende med at betale noget selv, så er det alle pengene værd! Hvorfor, kan du læse mere om i vores øvrige artikler i serien “Kandidat i Udlandet”. Husk at tilmelde dig vores nyhedsbrev, så holder vi dig opdateret med nye spændende artikler og studiemuligheder.

Har du allerede besluttet dig for at søge ind på et af de universiteter vi samarbejder med, så kontakt os i dag så vi kan hjælpe dig på vej.