Sophie Marquard Agerboe har en bacheloruddannelse i Economics and Business Administration fra Aarhus Universitet. Da det var vigtigt for Sophie at fortsætte sin uddannelse på et anerkendt universitet med en god international rangering, besluttede hun sig for at se mod udlandet. Valget faldt på Luiss University i Rom, da hun ønskede at studere International Relations på et universitet med mange internationale studerende og tætte forbindelser til organisationer. Læs om Sophies oplevelser og anbefalinger, som dansk kandidatstuderende i den italienske hovedstad, Rom.
Efter et semester i Barcelona var jeg sikker på, at jeg ikke var helt færdig med at bo og studere i udlandet, og jeg undersøgte derfor om det ville være muligt. Jeg fandt Luiss University igennem Studysea og valgte den specifikke kandidat i International Relations på grund af undervisningsmetoden, professorerne og fagene, som jeg ikke kunne finde tilsvarende eksempler på i Danmark. Derudover giver den erfaring, man får fra at leve i et andet land, en form for ”ekstra uddannelse”, som jeg bestemt tænker er gavnligt, når man skal ud på jobmarkedet.
Luiss afholder en del sociale arrangementer og der er forskellige associationer, som man kan tilmelde sig. Derudover er der rigtig mange events i Rom, som dog kræver at man følger med på Instagram eller kender nogle, der kender til de forskellige events. Generelt vil jeg sige, at jeg synes at det har været relativt nemt at opbygge et socialt netværk – både med de italienske studerende og med de internationale. Som med alt andet kræver det selvfølgelig en indsats i begyndelsen, og det er vigtigt at være åben. Mit bedste råd er at være imødekommende over for studerende fra forskellige kulturer og forsøge at opsøge andre end blot de skandinaviske studerende.
Jeg elsker at opdage byen igennem lange gåture og at tage på diverse caféer både i hverdagen og i weekenden. Jeg tager også ofte min computer med ud på caféer og studerer med en kop kaffe i nogle timer. Jeg føler, at jeg har fundet en sund balance, hvor studiet og andre aktiviteter, som for eksempel at søge legater, er blevet mere hyggelige og mindre stressende, end hvad jeg oplevede i Danmark. Jeg tror også, at det hænger sammen med den undervisningsmetode, som Luiss anvender. Det har også været interessant at opleve, at tingene fungerer rigtig godt, selvom tilgangen er en del mere afslappet, end hvad jeg var vant til i Danmark. Min oplevelse er generelt, at Luiss er en del mere fleksibel, hvilket nok afspejler den italienske kultur. Derudover har det sociale liv i Roms smukke gader givet mig uforglemmelige oplevelser. Det er en by, det er svært ikke at forelske sig i.
Jeg havde i forvejen rigtig gode erfaringer med Studysea fra mit semester ved UAB i Barcelona, så det var helt naturligt for mig at undersøge mulighederne for at søge gennem Studysea igen til min kandidatuddannelse. Jeg vil klart anbefale andre at studere i udlandet og at gøre det gennem Studysea, da de gør hele processen enkel og problemfri. Når man flytter til udlandet, er der mange nye ting at forholde sig til, som kan være komplekse, og derfor er det en stor hjælp, at Studysea kan rådgive og støtte med alt det praktiske omkring optagelse, SU, legater og lignende.
Vil du også studere i udlandet? Få gratis vejledning via Studysea
Sophie Marquard Agerboe
Economics and Business Administration ved Aarhus Universitet
Master in International Relations