fbpx

Janifar Parameswaran

Janifar Parameswaran har en diplomingeniøruddannelse i Global Management and Manufacturing Engineering (GMM) fra Syddansk Universitet (SDU). Den almindelige kandidatoverbygning på SDU er Civilingeniør i Operations Management, som Janifar også startede på, men hurtigt fandt ud af ikke var hende. Janifar valgte i stedet at krydre CV’et og tilværelsen med en international kvalifikation og rejste til Spanien for at læse masteruddannelsen i Internationalization of Companies på Nebrija University. Læs om Janifars oplevelser og anbefalinger, som dansk kandidatstuderende i den spanske hovedstad, Madrid.

 

Hvorfor har du valgt at læse din uddannelse i udlandet?

Jeg startede faktisk på en kandidatuddannelse på SDU i 2021, efter at jeg var blevet færdig med min bachelor, men jeg var ikke glad for det, så jeg droppede ud og arbejdede i en periode. Idéen om at læse min kandidat i udlandet opstod ret spontant, fordi jeg vidste at jeg gerne ville have en kandidatuddannelse og samtidig elsker jeg at rejse. Jeg synes at det var en fed mulighed for at opbygge de færdigheder, som jeg skal bruge i fremtiden, når jeg skal ud på en arbejdsplads, samtidig med at jeg lærer mennesker fra forskellige lande at kende. Derfor kontaktede jeg Studysea og, i samarbejde med Mickey, fandt vi frem til at Spanien var lige noget for mig.

 

Hvordan er undervisningen sammenlignet med i Danmark?

Undervisningen foregår meget i hold. Vi er et fast hold på omkring 20, hvilket vil sige at vi alle har samme skema, lidt ligesom på gymnasiet. Den største forskel for mig er, at vi har eftermiddagsundervisning, hvilket betyder at undervisningen tidligst starter klokken 16 og at vi får fri klokken 21. Da jeg kom ind i rytmen synes jeg virkelig at det var dejligt, for på den måde kan jeg bruge dagen for mig selv og nyde Madrid. Det føles heller ikke sent, for Spanien er meget livlig sammenlignet med Danmark, og folk tager ud på alle ugens dage, om det så er for at spille spil, feste eller spise aftensmad. Det er heller ikke unormalt at tage ud at spise på restaurant klokken 23.

 

Hvad er det bedste ved at bo og studere i Madrid og Spanien Generelt?

Spanien har meget en ”vi tager det som det kommer”-kultur. Det er ikke unormalt at folk kommer et kvarter eller tyve minutter for sent, så man skal som dansker vænne sig til at komme ned i gear. Jeg bor meget centralt i Madrid og det er en fantastisk storby! Jeg synes at noget af det fedeste er, at der er mulighed for alt. Tingene har åbent 24/7, og der er altid folk på gaden. En dejlig livlig kultur og storby, hvor det er nemt at få venner. Folk er meget åbne. Vejret er selvfølgelig også et kæmpe plus. De høje temperaturer året rundt, er langt fra dét jeg har været vant til i Danmark.

 

Er der mange sociale aktiviteter i Madrid og på Nebrija University?

Universitetet har en international klub, der arrangerer aktiviteter som vinsmagning og udflugter, og som er en god mulighed for at skabe et netværk, når man ankommer som international studerende. Universitetet har også studenterforeninger, hvor man frivilligt kan deltage og være med til at arrangere aktiviteter for sine medstuderende.

Der er også gode muligheder for at få venner uden for universitetet. Jeg har selv deltaget i et onsdags-event for internationale studerende og folk, der arbejder i Madrid, hvor formålet har været at mødes og mingle, og der er rigtigt mange, der får venner der.

 

Hvad har været det bedste ved at søge igennem Studysea?

Jeg var sent ude i forhold til at søge ind, og der var Studysea en kæmpe hjælp i at finde frem til mine muligheder. Mickey var så behjælpelig og jeg fik altid hurtigt svar – både da jeg skulle finde et universitet og under ansøgningen. Jeg synes at hele processen blev gjort meget nemmere, og havde jeg selv skulle søge ind på universitetet, skulle jeg have lagt mange flere timer i det. Jeg vil helt klart anbefale andre at søge via Studysea!

 

Vil du også studere i udlandet? Få gratis vejledning via Studysea

Navn

Janifar Parameswaran

Universitet i udlandet

Uddannelse i udlandet

Master of Internationalization of Companies

Kategori
Alumne, Nebrija University
Tags
GMM, hel kandidat, kandidat i udlandet, Madrid, Nebrija University, SDU, sommer, Spanien, Syddansk Universitet